Sælg selv Udskriv

Hvis du skal sælge din nuværende ejendom, og ikke har en køber, anbefaler vi, at du bruger en lokalkendt ejendomsmægler, der er medlem af DE (Dansk Ejendomsmæglerforening).

Hvis du skal sælge din nuværende ejendom til nær familie kan du altid kontakte os for en pris på en omskødning – i de situationer kan man ofte springe købsaftalen over, og lade skødet være aftalegrundlaget mellem køber og sælger.

Hvis du imidlertid selv har fundet en "fremmed" køber til din ejendom, og derfor står overfor et boligsalg uden ejendomsmægler, kan vi hjælpe dig. Vi kalder det "Sælg selv boligsalg".

Du skal være enig med køber om kontantprisen, overtagelsesdagen og det medfølgende løsøre – resten kan du groft sagt overlade til os.

Hvordan foregår det?

Du har selv fundet en køber, og I er blevet enige om kontantprisen, overtagelsesdagen og det medfølgende løsøre. Du kontakter os, som sender dig en liste med de bilag/oplysninger, vi har brug for fra dig. Du finder bilagene frem, og sender dem til os. Du modtager "Aftale om assistance ved salg" samt "Sælgers oplysningsskema", som du læser igennem, udfylder, underskriver, og returnerer til os.

Vi trækker en tingbogsattest on-line, og udfærdiger købsaftale-grundlaget. Det består af købsaftale + salgsopstilling. Salgsopstillingen udfærdiges, uanset at køber er fundet, idet der er en del af handlens oplysninger, som kun fremgår af salgsopstillingen – ikke af købsaftalen. Derfor supplerer de hinanden, og begge er nødvendige. Aftalegrundlaget bliver udfærdiget på C&B-System, som også de fleste medlemmer af Dansk Ejendomsmæglerforening (DE) benytter. Det medfører, at købsaftalen og salgsopstillingen udfærdiges på en DE-autoriseret formular, så køber og sælger er sikret bedst muligt mod at der senere i handlen måtte opstå situationer, som ikke er reguleret i aftalegrundlaget.

Vi sender købsaftalegrundlaget + handlens bilag til købers advokat, som gennemgår handlen med køber. Køber underskriver købsaftalen, og købers advokat udfærdiger som regel et tillæg til købsaftalen med forskellige bemærkninger på købers vegne. Vi forhandler aftalegrundlaget på plads med købers advokat, og indhenter din underskrift på købsaftalen. I den forbindelse udfærdiger vi en salgsprovenu-beregning, der viser dit kontante provenu ved handlen. Du skriver under på købsaftalen og salgsprovenuberegningen, og vi formidler din accept af aftalegrundlaget til købers advokat. Nu er handlen indgået, og vi indhenter de bilag, som købers advokat måtte have betinget handlen af er i orden, det kan f.eks. være en servitut, en lokalplan, eller lign.

Vi kontrollerer, at køber erlægger købesummen korrekt, og at handlen bliver endelig, dvs. at alle forbehold er opfyldt. Vi tjekker skødet igennem, inden du underskriver det. Efter at køber har overtaget ejendommen tjekker vi, at købers advokats refusionsopgørelse er korrekt. Vi kontrollerer, at købers advokat berigtiger handlen som forudsat, at skødet bliver lyst som det skal, at din bank indfrier dine lån i ejendommen, og at det, der er tilbage af købesummen, når dine lån er indfriet, bliver frigjort til dig, når skødet er lyst anmærkningsfrit. Vi kontrollerer, at refusionsopgørelsen er afregnet.

Når alt det er på plads, er sagen slut – vi afslutter den, og afregner evt. restbeløb til dig.

Hvad koster det?

Hele "Salg uden mægler"-forløbet koster kr. 12.500 inkl. moms i salær til os, hvis handlen går igennem.

Hvis vi når at udfærdige købsaftale + salgsopstilling, og køber så springer fra, koster det ½ salær, dvs. kr. 6.250. Hvis køber springer fra, inden vi når at udfærdige købsaftale + salgsopstilling, koster det ikke noget – udover ærgrelsen…

Udover salæret til os skal du regne med udgifter til 1 tingbogsattest (kr. 250) og 1 kommunalt oplysningsskema (kr. 400).

Hvis det er en ejerlejlighed, der skal sælges, skal du yderligere regne med en udgift på ca. kr. 1.500 til et administrator-skema.

Hvis det er et hus, du sælger, skal du regne med udgift til energimærke/plan (medmindre du har et i forvejen, der ikke er for gammelt) og udgift til tilstandsrapport – de 2 ting kan som regel fås samlet hos én byggesagkyndig for ca. kr. 7.500.

Spørgsmål?

Du er meget velkommen til at ringe til Advokat Karsten Munch Ledgaard og høre mere om boligsalg med advokat. Hans direkte telefonnummer er 33 77 40 90. Du kan også maile til ham på:

Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen. .
 
Kontakt hovedkontoret på 70 105 105 eller Ring  for akut juridisk assistance i weekenden på telefon 30 85 62 80 lørdag og søndag fra 10:00 – 16:00.